Nye ansigter i Kurt's Kvintet
En del af det at blive (for)ældre, indebærer (udover vigende hårgrænser og større maver) også en større medmenneskelig indsigt og større selverkendelse. Derfor er vi, (de ”gamle” KK’ere) på trods af pop-stjerne- drømme og til stadighed udvidelse af den i forvejen store instrument- og højttalerpark, omsider nået til den konklusion, at vi spiller total råddent.
I forlængelse af den selvransagelse, som det tog ca. 19 år at komme frem til, har vi, til live-brug, indkaldt frisk blod udefra. (Vi vil dog stadig indspille alle vores plader selv).
De 2 nye i Kurt's Kvintet er:
Martin B. Rylev (herefter Rylle), bas og security og Lars Erik Olsen (herefter LEO), trompet og chauffør.
Rylle (f. 1968) voksede op i en ret kedelig forstads-type til Voldum, hvor han også gik i den centrale borgerskole. I mangel af fritidstilbud, og med en et par år ældre storebror, fandt Rylle hurtigt en fysisk og mental sparringpartner inden for boksemiljøet. Det gik godt i nogle år, lige indtil første kamp. Det er lykkes at få fat i en 8 mm optagelse af Rylle lige efter knock out’en. På denne optagelse kan man, hvis man spiller den baglæns og i dobbelt hastighed, se Rylle forme ordene ”så hellere banjo, så hellere banjo”. Det gik godt i nogle år, lige indtil det første job. Det var som underholder til den årlige julebasar. Fra en kilde, som gerne vil være anonym, forlyder det, at efter den 19. pebernød ramte Rylle midt i panden, havde han simpelthen fået nok. Han styrtede ned fra scenen og kørte kordegnen et par på viskelæderet. Og som han selv siger: ”De åbne ungdomsfængsler i Danmark er slet ikke så slemme”
Da han vendte tilbage til fødebyen, var det så den elektriske el-bas-guitar, han havde kastet sin kærlighed på. Det gav selvfølgelig i starten et lidt forkvaklet forhold til sex, men det er vist så rigeligt indhentet. (Se også Se og Hør uge 47, 1997).
Da et medlem af Kurt's Kvintet fandt ham i en rendesten i det indre Århus, fattede han straks sympati for denne langhårede, ubarberede mand, som ikke havde andet end det han gik og stod i og en pose med en bas. Vi gav ham en kop kaffe, et job og en lejlighed og pludselig blomstrede denne forvildede eksistens op igen.
Kort tid efter var han så med på sit første job med Kurt's Kvintet. Alle (de gamle, altså) var efter jobbet enige om, at det gik af helvede til. FYRET.
Senere fandt vi dog ud af, at grunden til vi syntes det lød så ringe var, at vi aldrig før havde hørt de rigtige toner og den rigtige rytme fra bassen. Så var han inde i varmen igen og han fik sin første rigtige Kurt's Kvintet-skjorte på et job på Hotel Varna i juni 1999. Den officielle optagelse i Kurt's Kvintet foregik dog først den 11. april 2002 efter et hemmeligt indvielsesritual, som vi ikke her kan komme nærmere ind på. Vi kan dog fortælle, at der indgik 20 liter æter, en barnevogn og 2 store traktordæk.
Rylle er nu i gang med en humanitær uddannelse og bor sammen med Kåre i en lettere belastet forstad til Århus.
I deres fritid kan Kåre og Rylle godt lide at pusle lidt om pelargonierne i de 7 altankasser, som omgiver lejligheden.
Rylle er den eneste, der ikke har tilknytning til FDF.
LEO (f. 1970) voksede op i det mondæne område omkring Brugsen på Christiansbjerg. Han var lige fra starten et mønsterbarn. Sagde aldrig sine forældre imod, lavede altid sine lektier og trådte, som den eneste dansker hidtil, allerede sine puslinge-sko i den lokale FDF-kreds som 3-årig. Som 4-årig spillede han 2. trompet i brass-bandet og som 5-årig 1. trompet i tambourkorpset. Derefter læste han til dirigent på den anerkendte ”International School of Temporary Conducting” i Romalt uden for Randers. Sådan en uddannelse, inklusiv overbygning, tager 3 dage. Efter diplomeksamen, vendte han så tilbage til Christiansbjerg, hvor han straks overtog ledelsen af alle musiske aktiviteter i kredsen.
Som 9-årig vandt han så, på dispensation, Malko-konkurrencen, hvilket selvfølgelig åbnede en masse døre rundt omkring i hele verden. Tilbudene strømmede ind. Han rejste kort efter til USA, hvor han i 1980 spillede sin første store turne med bandet Tower of Power. Det gjorde selvfølgelig kun efterspørgslen på ”Wonder-LEO” større. Fra da af, gik det hurtigt. LEO har spillet med så store navne som Miles Davis, Frank Sinatra, Sting, Michael Jackson og Herb Albert. ”Michael var rigtig sød ved mig. Alle ved jo hvor god han er mod børn og dyr (mhmm, red.) men først sammen med Herb Albert følte jeg, at jeg var på vej i den musikalske retning, som sagde mig noget. Jeg syntes, at jeg var ved at ende på den musikalske hylde som var min”.
LEO turnerede verden rundt med Herb og bortset fra en lille flirt med cath efter en koncert i Somalia, har han holdt sig borte fra stofferne og alle de andre fristelser, der findes på landevejen.
I 1986 gik det så endelig galt for superknægten fra Århus. Den lange optur, der var som en lang blå mandag glidende i ventilolie, sluttede så brat den fredag i august. ”Jeg havde simpelthen fået nok” fortæller LEO og fortsætter: ”Efter konstant i mange år kun at have turneret og lavet plader, var jeg brændt ud. Fysisk OG psykisk”. (Se også Billed Bladet uge 33, 1986).
LEO blev straks fløjet til Århus og indlagt på en heil-praktik-klinik i Røved uden for Århus. Som en del af behandlingen var LEO sammen med en anden heil-praktik-klinik-klient og heil-praktik-klinik-klient-behandleren en tur inde i Århus i Festugen. (Det viste sig senere, at en af klienterne var en journalist fra en lokal sprøjte, der var gået undercover i et forsøg på at afdække fejl og sløseri inden for alternativ behandling. Hans oplevelser, og især turen ind til festugen, kunne man senere læse om i avisen under overskriften: ”En heil-praktik-klinik-klient-kritik-kronik”.).Der kom de forbi Fajabefa-teltet ved Ridehuset og det der skete derinde, ligesom tiltrak staklen. Og også de to klienter. LEO husker det, som var det i går: ”Lydmuren, spilleglæden og ikke mindst lysbillederne, var som en livs-eliksir for mig. Jeg vidste med det samme, at hvis jeg kunne komme med i et orkester, der kunne lave noget som det jeg så der (Med Kurt’s mod stjernerne) ville jeg blive et helt menneske igen. Jeg tiggede og bad om at måtte komme med, men nej. Som de sagde: ”Der kan ikke være flere end 6 personer i en kvintet”. Jeg lod mig dog ikke slå ud og begyndte straks at opsøge steder de kom, spille i andre orkestre der på en eller anden måde havde tilknytning til Kurt's Kvintet, begyndte at sige ord som Batman, N’garfe osv. (se også artiklen Kurt’s Kvintet som sproginnovator) men lige lidt hjalp det. I et sidste desperat forsøg, barberede jeg mig skaldet og fik topmave, men igen et nej. Jeg troede mit liv var slut”.
Men i alle eventyr er der jo en lykkelig slutning og selvfølgelig også i dette. Kurt's Kvintet’s faste trompetist/guitarist/mundharpeist (Lars Erik 1) fik job i København og havde derfor svært ved at nå alle øvere og alle jobs.
”Jeg glemmer aldrig den dag, da telefonen ringede. Det var som om mit hjerte begyndte at slå igen efter at have stået stille i årevis”, fortæller LEO.
Så efter et nogle års prøvetid, blev han i samme ritual som Rylle (se ovenstående), endelig fuldbyrdet medlem af Kurt's Kvintet.
”Jeg er lykkelig som aldrig før”, fortalte LEO til BT mandag den 15. april i år. ”Bare jeg har min penthouse lejlighed (på Trøjborg), min røde sportsvogn, min trompet og aaalle vennerne i Kurt’s Kvintet, skal jeg ikke bede om mere. Jeg har jo tjent penge nok til at leve 17 liv i overhalingsbanen, så de før nævnte ting og min ungkarle tilværelse er nok for mig”, slutter han.
Den kvikke læser undrer sig måske over manglen på historier fra LEO’s skolegang, men det er fordi, der aldrig har været nogen. Efter hans mor (Mama LEO) en enkelt gang havde vist ham alfabetet og tallene, var det det. Allerede på næste puslinge-strandtur skrev han trosbekendelsen og udregnede en andengradsligning på stranden fra Følle til Århus, kun ved hjælp af reb og rafter. (Se også Guiness Book of World Records 1978).
Til daglig holder LEO, som nu er overbevist vegetar, meget af at dyrke sin og andres kroppe og lave sin egen tofu-postej.